You are currently viewing Sådan slipper du af med tør hud 

Sådan slipper du af med tør hud 

Tør hud er noget, mange kvinder, og for den sags skyld også mænd, døjer med. Læs med her, hvor vi guider dig til, hvordan du kan komme din tørre hud til livs og genskabe dens blødhed og glød. Vi giver dig gode råd. 

Tør hud kan være ubehageligt, da man kan føle, at huden er stram og ligesom er for lille. En velfugtet og blød hud er desuden smukkere og ser sundere og mere velplejet ud. 

Brug en god fugtighedscreme eller ansigtsolie 

Der er flere indsatsområder, man kan sætte ind på for at bekæmpe tør hud, og her kommer man ikke udenom fugtighedscreme. Denne type creme giver, som navnet antyder, fugt til huden, hvilket er netop det, den tørre hud har brug for. Under fugtighedscremen kan du vælge at bruge en ansigtsolie, f.eks. hybenkerneolie. Fugt ansigtet med vand og fordel et par dråber olie over hele ansigtet, også omkring øjnene. Når olien er absorberet af huden, kan du smøre et lag fugtighedscreme på. Det kan også være en mulighed at benytte en fugtmaske et par gange om ugen, gerne typen som skal sidde på natten over og blot skylles, ikke vaskes af, næste morgen, hvorefter du kan nyde en gennemfugtet og smuk hud. 

Plej huden indefra 

Det er dog ikke kun hudpleje, der kan gøre en forskel, hvis du lider af tør hud. Her kan kosten også spille en rolle, og hvis du døjer med tør hud, kan du gå efter fødevarer med et naturligt højt indhold af fedt som avocado, nødder, laks og sild. Skær ned på alkohol, da det er med til at udtørre huden, men sluk i stedet tørsten i det gode, danske postevand. 

Se på indeklimaet 

Ikke alle er klar over det, men når det gælder tør hud, spiller luften også en rolle, for om vinteren er luftfugtigheden ofte lav, og med tændte varmeapparater indenfor bliver indeklimaet yderligere forværret i forhold til tør hud. Hold varmen på så lavt et niveau, du kan holde ud, og anskaf eventuelt en luftfugter til at øge fugtigheden i luften. Endelig har rygning også en betydning, for rygning udtørrer huden, så både af denne grund, men naturligvis også på grund af din sundhed, kan du overveje at lægge cigaretterne på hylden. 

Der er altså flere ting, man kan gøre for at komme sin tørre hud til livs, og med disse råd er du godt på vej mod en smuk og velfugtet hud.